|
Frit "oversat" til alm. dansk
efter Sundhedsstyrelsens vejledning, se under
Diagnose
Enten opfyldelse af de 2 hovedkriterier + 8
(ud af 11) symptomkriterier
eller de 2 hovedkriterier + 6 (ud af 11)
symptomkriterier + 2 (ud af 3) objektive kriterier.
Hovedkriterier
1. Vedblivende eller stadig tilbagevendende
udmattelse eller trætbarhed hos en person uden tidligere symptomer, som ikke svinder ved
sengeleje. Træthedstilstanden skal være af en sværhedsgrad, så daglig
aktivitet er reduceret til under 50% af aktivitetsniveauet før
sygdomsudbruddet og af en varighed på mindst 6 måneder.
2. Andre årsager til kronisk træthed skal
udelukkes. Der kræves derfor en nøje sygehistorie, objektive, laboratorie-
og røntgen- undersøgelser for at udelukke tilstedeværelsen af ondartede
sygdomme, allergiske sygdomme, kroniske bakterielle eller parasitære
infektioner, sygdomme i musklernes nervesystem, hormonale sygdomme,
blodsygdomme, intern medicinske sygdomme, psykiatriske lidelser,
medicinmisbrug eller forgiftninger.
Symptomkriterier
A. Symptomer
1. Let forhøjet temperatur målt af patienten.
2. Synkesmerter/halsirritation.
3. Ømme lymfeknuder på hals eller i armhuler.
4. Uforklaret generel muskelsvaghed.
5. Muskelsmerter.
6. Abnorm generaliseret udmattelse, som varer over 24
timer efter fysisk træning, som tidligere ville være tålt uden
problemer.
7. Hovedpine, der beskrives som anderledes og
sværere end hovedpine før sygdomsudbruddet.
8. Ledsmerter uden objektive led-forandringer.
9. Neuropsykologiske klager (lysskyhed,
synsforstyrrelser, glemsomhed, irritabilitet, koncentrationsbesvær,
depressivitet, autonom labilitet m.m.)
10. Søvnforstyrrelser (abnorm stærk søvntrang,
søvnløshed).
11. Debut af det for patienten karakteristiske
syndrom i løbet af få timer eller dage.
B. Objektive fund
(Dokumenteret ved lægeundersøgelse ved mindst 2
lejligheder med mindst en måneds interval).
1. Let forhøjet temperatur.
2. Irriteret og rød hals og svælg uden
betændelse.
3. Mærkbare eller ømme lymfeknuder på hals eller i
armhuler (<20mm i diameter).
Da det drejer sig om en udelukkelsesdiagnose, kræver
den derfor mange grundige undersøgelser for at udelukke andre alvorlige
sygdomme. Men når sygdommen begynder efter en infektionssygdom og giver
muskelsmertesymptomer, er der få andre sygdomme i vores del af verden, der
minder om den.
Kriterierne for ME/CFS blev
offentliggjort fra Centers For Disease Control i 1988 og danner grundlaget,
når man skal diagnosticere Kronisk Træthedssyndrom ME/CFS. De bliver kaldt CDC
kriterierne. Det er vigtigt at lægge mærke til om det er disse kriterier der
ligger til grund når diagnosen ME/CFS stilles, da der er en
hel del sammenblandinger med lettere og mindre alvorlige former for træthed
samt psykiske sygdomme som ikke er sammenlignelige med
ME/CFS.
|