4Hjælpemiddelbase
4Lovgivning om hjælpemidler
4Storebæltsbroen, invalidebiler
4Rehab Udstilling
4Kørestol

Der er en dejlig frihed i at være selvhjulpen. Ingen bryder sig om at skulle være afhængige af hjælp uden, det er højest nødvendigt. Der findes en del hjælpemidler eller almindelige forbrugsgoder, som kan være til stor gavn i hverdagen for patienter ramt af ME/CFS. Netop det at spare energi er vigtigt, og ordsproget om at springe over hvor gærdet er lavest, er meget passende, som beskrivelse for den mest ideelle måde at leve med ME/CFS på.  

Hvis man har brug for hjælpemidler, skal man henvende sig til ergoterapeuterne i sin kommune. De vil så indhente de nødvendige oplysninger fra lægen og sætte en undersøgelse i gang, der vil klarlægge, om man er berettiget til det, hvilke behov, der skal dækkes og hvilke hjælpemidler, der kan være tale om.

Der er to former for hjælpemidler. Den ene går under kategorien forbrugsgoder. Det kan f.eks. være el-tandbørste, ting til køkkenet, der kan købes i almindelige forretninger eller computerudstyr. For den slags hjælpemidler er der en bagatelgrænse for, hvornår man kan få tilskud. Samtidig kan man kun få bevilget halvdelen af beløbet og skal altså betale den anden halvdel selv. Man kan kun få tilskuddet en gang og skal altså selv anskaffe sig et nyt, hvis det går i stykker.

Den anden kategori er almindelige hjælpemidler, ting som man ikke ville anskaffe, hvis man ikke havde et varigt handicap. Der kan være tale om kørestole, badestole, toiletforhøjer eller andre ting som håndtag til hjælp i badeværelse. Den slags hjælpemidler er uden udgift for patienten, og er for de fleste tings vedkommende noget, man låner af kommunen.   

Bolig:
Ændringer i boligen er ligeledes et område, der varetages af kommunens ergoterapeuter. 

Invalidebil:
Med hensyn til og invalidebiler er der helt særlige regler. Først er det kommunens ergoterapeuters opgave at undersøge om mulighederne er tilstede for, at der kan tilkendes invalidebil. Der skelnes bl.a. mellem om der er behov for bilen til kørsel til/fra arbejde eller uddannelse, eller om det alene er en trivselsbil. Det er noget vanskeligere at få støtte til en trivselsbil.

Støtten ydes som et rentefrit lån og er (i 2004) på indtil 136.000 kr., dog højest bilens købesum.
Det beløb der skal tilbagebetales er afhængig af indkomst. Hvis indkomsten er under 163.000 kr. årligt, skal der tilbagebetales halvdelen af lånet med 1/72 i månedlige afdrag. Hvis lånet udgør 136.000 kr. skal der altså betale 944 kr pr. måned. Hvis indkomsten er over 163.000 kr., forhøjes den del, der skal tilbagebetales med 20% af indkomstgrundlaget, der overstiger 163.000 kr.
Det kan virke noget ugennemsigtigt, men hvis låntet f.eks er på 136.000 kr. og indtægten er 200.000 kr., forhøjes tilbagebetalingsdelen med 20% af (200.000 - 163.000). 20 % af 37.000 er lig med 7.400 kr. Det vil sige at lånet, der skal tilbagebetales, forhøjes med 7.400 således at der i alt skal tilbagebetales 68.000 kr. + 7.400 kr. = 75.400 kr. Dette svarer til 1.047 kr. pr. måned.

Se også kørestole