Inspiration

TRO

David S. Bell, MD, FAAP

David S. Bell er en af verdens førende speciallister i ME/CFS. Han kommer fra byen Lyndonville nord for New York hvor der i 1985 startede et større udbrud af ME/CFS blandt børn og unge.

Forord: Astronauter må se kolossalt mange udfordringer i øjnene, og en af dem er ikke at kunne gå, når de vender tilbage til jordens tyngdekraft. Deres blodvolumen blive mindre, da vægtløsheden i det ydre rum forårsager, at der næsten intet blodomløb er i ekstremiteterne, så når de kommer tilbage er de udmattede og kan dårlig nok gå. Vi ved alt det nu, men i rumfartens tidlige år herskede der nogle gammeldags ideer. Denne historie blev fortalt til mig af en genial videnskabsmand, der kan have digtet den. Jeg kan ikke påstå at den er sand, men når man drager paralleller til nutiden, kan den lige så godt være det. 
Andrew Gordon, hans venner kaldte ham Flash, var en af de tidlige store astronauter. Han trænede dag og nat til sin rumfærd og var i topform. Efter to succesfulde måneder i rummet landede hans skib perfekt, men Flash måtte hjælpes ud af cockpittet af rumfartspersonalet på jorden. "velkommen hjem, Flash," sagde rumfartspersonalet. 

"Jeg er virkelig træt," sagde Flash, "og jeg har ondt ad pommeren til over det hele." Rumfartspersonalet så forvirrede på hinanden. 
"Tillykke hr. du er virkelig en helt," sagde de. 
"Jeg har det forfærdeligt, få mig ud herfra." Rumfartspersonalet hjalp ham op, og de måtte bære Flash hen over rampen. "Jeg ved ikke om jeg falder i søvn eller besvimer," sagde Flash, "jeg har det meget, meget dårligt." Rumfartspersonalet vidste ikke, hvor de skulle bringe ham hen, han så rask ud, men lå bare der i gangen, stakåndet, mens han brokkede sig over, hvor udmattet han var. De tog ham ind på psykiaterens kontor. 
"Hvad er problemet?" spurgte dr. Wilson. 
"Det ved jeg ikke doktor, jeg er totalt udmattet," sagde Flash med et udslidt udtryk. 
"Set med mine øjne ser du ret så frisk ud, måske en smule depressiv," sagde dr. Wilson. "Er alt i orden på hjemmefronten"?
"Hvordan dælen skulle jeg vide det, jeg har siddet oppe i rummet i to måneder." 
"Du lyder en smule deprimeret," sagde dr. Wilson, "tror du din træthed kunne skyldes undertrygt frygt?" 
"Er du tosset?" hylede Flash, "jeg er udmattet og træt, ikke deprimeret!" 
"Hmmm," sagde dr. Wilson, "jeg forstår at du nok ikke ønsker at tale om det, men det er altså en meget almindelig følelse." 
"Hør her," sagde Flash, og forsøgte at tage sig sammen, "jeg føler mig syg i hele kroppen og jeg kan ikke gå, jeg har åndenød og hjertebanken." 
"Måske har du panikangst." dr. Wilson lænede sig tilbage i sin stol, mens han hold sin slukkede pibe i hånden. Han havde haft det hårdt siden de bandlyste rygning på afdelingen. 
"Det er ikke panikangst din idiot," sagde Flash og lænede sig frem for første gang, mens han var på besøg, ”jeg er syg." 
"Du lyder en smule vred," sagde dr. Wilson, mens han bankede indbildt tobak ud af den tomme pibe, "blev du nogensinde misbrugt som barn?" 
"Skrup ad helvede til," sagde Flash. 
"Nåh, det virker ret enkelt," sagde Dr. Wilson, mens han ignorerede den sidste bemærkning. "Du har en lavtærsklet personlighedskonflikt med aggressive tendenser, en nervøs lidelse fremprovokeret af påtvunget social isolation. Du meldte dig frivilligt til dette job, gjorde du ikke”? 
"Jo," sagde Flash og følte sig dybt deprimeret. "Og jeg tror ikke det gjorde det bedre, at jeg har måttet tisse i min rumdragt i de sidste to måneder." 
Dr. Wilson foldede sirligt sine papirer på skrivebordet. " Kortfattet, du er træt, fordi du er blevet kuleskør af at tilbringe så meget tid i rummet. Lad os få dig på lidt Prozac, så vil du føle dig veltilpas i løbet af et par uger.”
"Mange tak, doktor, " sagde Flash. Efter et tryk på samtaleanlægget, kom rumfartspersonalet med en kørestol og en spændetrøje.

Publiseret i Lyndonville News, November 2000

Oversat af Vivian Hvenegaard med tilladelse fra David Bell 2003